Jernbanen i Langå


I dag er jernbanen stadig nærværende i Langå. Det er stadig muligt at tage toget i retninger mod Århus, Randers og Viborg og videre ad de baner, men man skal på posthuset for at købe billet og man kan ikke købe en avis eller et stykke chokolade på stationen.

Jernbanen har været i Langå siden 1862 og de 135 år har sat sine spor i byen - også bortset fra de som togene køre på. Jernbanens ansatte har været aktive - de har trukket andre til, de har bygget huse og givet handel.

Det begyndte for alvor den 21. oktober 1859 da statsrådet gav Sir Morton Peto koncession på en jernbane fra Århus over Viborg til Struer. I tilknytning til denne bane skal der laves en sidelinie til Randers.

Der har naturligvis været forudgående drøftelser og forskellige interesser har været brudt mod hinanden. Et vigtigt synspunkt har været at få skabt en forbindelse mellem Århus og Vestjylland såvel af hensyn til handelen med England som af militære sikkerhedshensyn. En længdebane var ikke på tale - det ville være for farligt.

Peto, der fik koncessionen, stod i spidsen for et engelsk firma, der allerede drev jernbaner i Slesvig-Holsten. Det var altså et erfarent selskab der fik opgaven i Jylland. Inden de kunne komme i gang skulle der eksproprieres, jordbundsforhold skulle undersøges og arbejdskraft på alle niveauer skulle hyres.

Den lette måde var naturligvis at lægge banen i ådalene. Det blev lidt længere end en ret linie, men der var ikke problemer med stigninger. Det var der imidlertid med bundforholdene og det kom noget bag på det engelske firma at det kunne være så vanskeligt at fundere skinnerne.

Grundejere, der skulle lægge jord til, gav andre problemer. Oprindeligt havde man tænkt sig at banen skulle gå til Åbro fra Århus - at den skulle holde sig på den vestlige side af Lilleåen. Det passede imidlertid ikke den indflydelsesrige godsejer Friis, der også ejede Østergård. Det er tankevækkende at langå kan takke Friis for sin status som Danmarks første stationsby - hvis Åbro var blevet knudepunkt havde Langå fortsat været en landsby.

Det blev altså Langå, der blev midtpunkt for den første bane i Jylland. Men Randers ville ikke nøjes med en sidelinie, så den første strækning, der blev åbnet i 1862 af Kong Frederik VII, gik fra Århus til Langå, hvor det blev spist frokost i et stort telt, og derfra til Randers, hvor der var middag. Da majestæten undervejs syntes det var vær at betragte landskabet langs Gudenåen - og det kan man jo ikke fortænke ham i - anmodede han om at farten blev sat betydeligt ned. Derfor kunne tidsplanen ikke holde.

Den videre udbygning fra Langå over Viborg til Struer var allerede i gang og prøvekørt da krigen igen brød ud 1864 og satte en effektiv bremse på arbejdet. Et særligt slag var at jernbanebroen blev sprængt i luften - efter at den danske hærs tunge materiel var kørt Struer og dèr udskibet til sikre områder.

Freden blev genoprettet, og det blev broen også. Der blev betalt erstatninger til det engelske selskab og efter forhandlinger overtog staten jernbanen i 1867.

I begyndelsen var der et banelegeme med en enkeltbane, men på stationerne var der også sidespor så der kunne rangeres, og der var værksteder, kuldepoter, vandforsyning til lokomotiverne, signaltjeseste og telegraf og meget mere. Alt sammen med specialister og arbejdshold.

I Langå var der også en planteskole der forsynede banen med planter til læhegn langs banelegemet og til stationsområder og ved funktionærboliger. Desuden var der grusgraven, som i hovedsagen skulle levere materialer til baneudbygning og banereparation. Efterhånden blev det også grundlaget for statsbanernes betonstøberi.